Få fem gode råd til at spare på energiforbruget og pengene - Verdensmål 12
Her får du konkret inspiration til, hvordan 'Verdensmål 12: Ansvarligt forbrug og produktion' kan blive til et hverdagsmål.
Med stigende energipriser er der endnu mere grund til at spare på energiforbruget. Her får du fem råd til, hvad du kan gøre for at spare både energi og penge.
Skru ned for varmen
Du sparer fem procent på varmeforbruget, hver gang du skruer én grad ned. Sæt termostaterne ens i alle rum, og hold mindst 18 grader, så der ikke kommer skimmelsvamp.
Brug mindre varmt vand
Du bruger cirka 1/3 af dit varmeforbrug på varmt vand. Spar på det varme vand ved at tage kortere bade, skrue ned for temperaturen og vaske hænder i koldt vand.
Sluk for unødvendigt strømforbrug
Gennemgå strømforbruget derhjemme, og vurdér, hvilke apparater du har behov for. Måske kan du skifte til LED-pærer eller slukke den gamle kummefryser.
Sluk for radiatoren, mens du lufter ud
Du kan spare på varmen med gode udluftningsvaner. Luft ud i fem minutter ad gangen med gennemtræk flere gange om dagen, og skru ned for varmen i god tid inden.
Brug strømmen, når den er billigst
Prisen på strøm varierer time for time, og den er typisk billigst, når der produceres meget vind- og solenergi. Vil du være sikker på altid at bruge den billigste strøm, kan du følge elprisens udvikling time for time et helt døgn frem lige her.